Sund mad efter hård træning
14. Jun, 2012 af Mia Sørensen

 

Det skal være nemt at lave mad i en travl hverdag med familie, job, bolig, træning og meget mere. I min familie laver vi alle 4 meget sport, og det er vigtigt for mig, at vi får god og nærende kost, så vi har energi til vores træning hver især.

Jeg går derfor ind for Sund Fastfood.

Aftensmad til 2 dage (3-4 personer) som består af:

Kyllinge deller/farsbrød:

1 kg hakket kylling
1  revet squash
1 bundt persille + evt. lidt purløg
salt og peber

Det hele røres sammen. Det halve kan laves til farsbrød som kommes i ovnen ca. 35 minutter på 200°C, mens resten laves til kyllinge deller og steges i olivenolie på panden. Kyllinge deller er gode til 2. dagen – kan også bruges i madpakker eller til frokost bordet.

Rissalat:

200 g brune ris eller perlebyg
35 g hasselnødder
35 g mandler
25 g solsikkekerner
25 g græskarkerner
1/4 bundt persille
1/2 dl sojasovs
olivenolie

Risene koges, nødder og kerner risten på en pande i en smule olivenolie. Halvdelen af sojasovsen tilsættes, ved høj varme og under omrøring koges sojaen ind til den har glaseret nødder og kerner. Risene blandes i og den resterende soja hældes i (måske skal det sidste soja udelades). Rissalaten pyntes med persille (smager også dejlig kold).

Årstidens salat og grønt som tilbehør. Gerne 200 g pr person.

Med dette måltid får du letfordøjelige proteiner, gode kulhydrater, sunde fedtstoffer og krydderurter. Vitaminer og mineraler får du fra grøntsagerne, som gerne må bestå af mindst 3 forskellige farver på tallerkenen. Jo flere farver desto flere antioxidanter!

Spis dig glad med god mad.