Godt ord igen – svar fra Allan Zachariasen vedrørende poserunning og løbeteknik
10. Nov, 2011 af Ole Stougaard

Allan Zachariasen

Det er med stor interesse at jeg har læst Ole´s blog om løbeteknik. Og det er, som Ole skriver, helt korrekt at vi på nogle områder ikke er enige.

Da jeg som seriøs og ambitiøs træner higer efter den nyeste viden inden for det fag jeg har beskæftiget mig med siden april 1972, deltog jeg i januar i et poserunning kursus i Malmø.

Jeg har siden brugt og undervist i pose running på alle de kurser jeg har afholdt.

Det jeg fik ud af kurset (og jeg ved jo ikke om kursuslederen er tilstrækkelig kompetent) var, at poserunning var opdaget af Nicolas Romanov, som i slutningen af halvfjerdserne undersøgte hvilke løbetekniske elementer der karakteriserede de bedste løbere i verden. Med andre ord talentfulde og ekstremt trænede atleter. (Det er ikke dem jeg arbejder med til hverdag!)

Vi fik en basal teoretisk gennemgang af pose, blev videooptaget og lærte praktiske øvelser til træning af pose.

Jeg kan genkende mange af de tekniske elementer fra min egen karriere som løber og ikke mindst i mit arbejde som træner for løbere. F.eks. at frekvens er vigtigt. Dvs at kunne bevæge benene hurtigt og specielt bevæge fremføringsbenet hurtig frem. Jeg er meget begejstret for stabilitetsøvelserne, da jeg mener at stabilitet er en af nøglerne til at forebygge skader.

Der hvor jeg syntes at kæden falder af, er præmissen om, at vi alle er skabt til at løbe ens. Stor som lille, tynd som tyk osv. Det er ikke hvad jeg ser som træner og (uddannet fysioterapeut).

I klassisk forstand er der forskel på løbestil – det du er født med og løbeteknik – det du kan lære. Den forskel bruges ikke i pose.

Der er stor forskel i bevægelsesmønsteret hos en klassisk løber og det vi kalder en shuffle løber.

Der er stor forskel på bevægelsesmønsteret hos en sprinter og maratonløber. Forskellige kropsproportioner har, efter min mening, også konsekvenser for måden vi løber på. Og sådan kan jeg blive ved.
Min konklusion efter kurset i Malmø var at pose er velegnet til eliteløbere, eller som et sidste forsøg hos løbere der har været meget skadet.

Pose ser ud til at være en utrolig svær og kompliceret teknik at mestre. Det kræver træner og supervision, videoanalyser og meget langsom optræning.

Kursuslederen i Malmø anbefalede at man starter med at træne 3 gange ugentligt med 4 x 100 m sprint, og at man i tre måneder går i flade sko. Vi havde bla. kn kursist med som havde trænet pose i over 4 måneder og han var ikke i nærheden af at mestre teknikken.

Desuden fortalte kursuslederen at han aldrig løb mere end 8 km under træningen. (Det kan jo godt tænkes at det er fordi det er mindre rart at løbe pose i flade sko!).

Jeg bruger meget tid på at reflektere over pose i forhold til klassisk løbestil og teknik og jeg glæder mig til kurset i Januar med Ole, hvor jeg forhåbentligt kan få et klarere billede af pose. Indtil da tror jeg ikke på præmissen om at vi alle er skabt til at løbe ens. Det håber jeg at få på kurset.