Min egen triatlonkarriere i en nøddeskal
20. Aug, 2012 af Ole Stougaard

Ole Stougaard, VM Lang Triatlon 2006

Det var super fedt at være tilskuer til KMD Challenge Copenhagen. Jeg mødte selvfølgelig mange triatleter fra den gang (i de gode gamle dage), hvor jeg selv var en aktiv del af triatlonsporten, og det vagte mange gode minder til live.

Jeg har gennem min aktive karriere opnået en lang række resultater, som jeg er glad og stolt over. Som junior vandt jeg en hel del danske mesterskaber i duatlon, og som senior vandt jeg blandt andet OstseeMan tilbage i 2002 og Norseman i 2006. Jeg var også en del af triatlonlandsholdet som junior samt i en periode fra 2003-2006, hvor jeg var med til at vinde EM og VM medaljer for hold.

Alligevel er der ingen tvivl om, at jeg aldrig fik udnyttet mit fysiologiske talent, og min evne til at træne disciplineret og målrettet. Med et af de absolut højeste kondital der er målt blandt danske atleter (VO2max på 5.1 liter/min og kondital på 84 mlO2/kg/min), og en stor andel af de langsomme og udholdende muskelfibre, så burde jeg på papiret have kørt om kap med verdenseliten. Men det niveau nåede jeg aldrig.

Det er det rigtigt mange grunde til selvfølgelig, men det er interessant at kigge lidt på, hvordan jeg i min træning arbejdede med triatlontræning, styrketræning og bevægelighedstræning.

Triatlontræning
Jeg havde den fysiologiske tilgang til min generelle træning, og for mig var det vigtigste træningsmængde og træningsintensitet. Jeg styrerde min træning ud fra, hvornår formen skulle toppe, og så periodiserede jeg træningen med først at opbygge mængde, for så senere at skrue ned for mængden i takt med stigende intensitet – helt klassisk: Grundtræning (mængde) => Specifik Træning (intensitet) => Nedtrapning og formtop => restitution. Det var sådan jeg havde lært det på idrætsstudiet på SDU, hvor jeg havde min daglige gang.

Jeg arbejde lidt med tekniktræning i svømning, men det eksisterede ikke i hverken løb eller cykling. Optimering af cykel og cykelposition fik heller ikke ret meget opmærksomhed!

Min tilgang til bevægelse var desuden, at det var noget der blev styret via musklerne, og ikke via tankerne og ønsket om at lave en given bevægelse.

Skulle jeg starte forfra i dag, så ville jeg tage udgangspunkt i tekniktræningen og være helt sikker på, at jeg havde gode nok færdigheder til at udnytte min store motor-kapacitet maksimalt. Desuden ville jeg ikke bruge den klassiske periodisering, men derimod arbejde med en træningsrytme, hvor alle kvaliteter (mængde og intensitet) bliver trænet i en kort træningsblok, der gentages over tid.

Styrketræning
Styrketræning fik jeg også trænet rigtigt meget af. Det kom frem i 1990´erne, at selv udholdenhedsatleter kunne have stor gavn af styrketræning, så det skulle selvfølgelig også være en del af min træning.

Jeg angreb styrketræningen ud fra hvad andre styrketrænere gjorde, og ikke så meget ud fra hvad triatleter gjorde (for styrketrænende triatleter var der kun meget få af). Så styrketræningen blev bygget op af splitprogrammer med fokus på muskler og muskelgrupper, hvor jeg den ene dag måske trænede forlår, ryg og mave og den næste dag bryst, baglår og triceps. Typisk var det 3-5 sæt á 8-12 repetitioner af hver øvelse.

Resultatet var at jeg bestemt blev stærkere. Men jeg blev også en del tungere, og jeg blev bestemt ikke hurtigere. Jeg tror at den ret så uspecifikke styrketræning, og den øgede kropsvægt udlignende enhver positiv styrkefremgang.

I dag ved jeg bedre, og skal styrketræning kunne bruges effektivt til at forbedre sportspecifikke præstationer, så skal tilgangen være markant anderledes. For det første så gælder det om at fokusere på bevægelser og færdigheder, frem for at træne muskler og muskelgrupper.

For det andet så skal volumen kraftigt reduceres og intensiteten skal op.

Kogt helt ind til benet, så vil du kunne nøjes med en vægtstang og et squatstativ i kælderen, hvor du tre gange om ugen laver 4-6 sæt á 2-5 repetitioner tæt på maksimal belastning. Ikke meget træning. Pausen til gengæld vil være tålmodighedskrævende lang og henad 5-10 min mellem hvert sæt. Et træningspas vil tage 40-60 minutter, hvoraf du sammenlagt arbejder 2-4 minutter med squat, og holder 40-55 minutters pause!

Bevægelighedstræning
Hvis der er nogen der har passet sin udstrækning, så er det mig! Jeg har i en lang periode brugt oceaner af tid på at få strukket mine muskler i den tro, at det ville gøre mig godt. Jeg stoppede på et tidspunkt fra den ene dag til den anden, og i de efterfølgende år, var der ingen forskel i min bevægelighed eller præstationer.

Obs: Det skal siges at jeg overordnet set aldrig har været super bevægelig, hvilket skyldes min meget mekaniske tilgang til bevægelse. Det er musklerne der skaber bevægelserne, så jeg skal styre mine muskler på den rigtige måde for at lave de rigtige bevægelser. Og det fungerer ikke. Automatiserede bevægelser uden forstyrrende indblanding fra bevidstheden er det som det hele handler om. Det giver ubesværede og flydende bevægelser. Flow og fart.

Nu ved jeg at muskler hader at blive strukket, og at det at forsøge at strække sine muskler resulterer i at de spænder endnu mere op. Med andre ord. Jeg bliver ikke mere bevægelig af at lave udstrækning. Tl gengæld ved jeg at muskler enten kan trække sig sammen eller de kan slappe af, og ønsker jeg bevægelsesfrihed, så skal jeg lave den bevægelse jeg gerne vil uden overhovedet at sanse, hvordan musklerne reagerer. Bevægelighed handler om at give slip på de mentale begrænsninger og tillade at alle bevægelser er mulige.

Det er altid let at være bagklog og snakke om, hvordan min karriere havde formet sig anderledes hvis jeg nu bare havde vidst…. Jeg fortryder ikke og i stedet for at ærgre mig over det, så bruger jeg i dag min viden og erfaring, når jeg hjælper nuværende atleter med deres træning.